Hvor jeg lige nu befinder mig, og vil blive ved med at befinde mig indtil midten af december, har vi noget, som en lille flok af os gør hver aften. Vi går nemlig hver aften, efter vi har spist, udenfor og ser på solnedgangen. Og vandet. Og helikopteren, som skal foldes sammen og køres ind i hangaren. Nogle gange er der hvaler eller delfiner i vandet. Legende delfiner, der springer op af vandet, og kommer i store flokke. Eller pukkelhvaler, der vinker med deres sidefinner, og sprøjter vand op i luften fra deres åndehul. Der sidder vi så i en times tid, og kobler helt af. Af og til hører jeg stille musik på min Ipod, andre gange snakker vi om dagens forløb, eller sidder bare helt stille sammen og nyder solnedgangen. Lige meget hvad, så tror jeg det er meget sundt at give selv selv lov til at tage sådan et pusterum. En slags meditation, hvor man kan komme af med dagens stress og jag, lade tankerne flyve langt, langt væk, og bare være. Uden at tænke på deadlines, opgaver eller arbejde. Det er så let at sige "jamen, det har jeg alt for travlt til". Som oftest har man alligevel ikke mere travlt, end at man får lavet alverdens overspringshandlinger i stedet for at komme direkte til sagen. Og hvis man skal vælge en overspringshandling der med sikkerhed giver en fornyet energi, så må det være at give sig selv tid. At sige "godt så, nu tager jeg lige en time, hvor jeg lader arbejde være arbejde, og lægger opgaverne langt væk".
Sådan er det i hvert fald for mig. Hvad med dig, husker du at give dig selv tid, og koble helt fra?